Gruppe 2 - Etik i Middelalderen. Jens, Maja og Søren S.

 Etik i middelalderen

Anselm af Canterbury (cirka 1033-1109) ville bevise, at filosofien faktisk slet ikke giver mening, hvis den ikke er baseret på en tro på den treenige gud.

Alt rationalitet bliver relateret til gud. Gud er den største!

"Gud er det end hvilket intet højere kan tænkes" - Altså at gud og troen er over den menneskelige tænkning og forstand. Hvis der fx sker en ulykke, hvor et lyn slår ned, og man så mener at det er gud skyld, så er man ikke i stand til at forklare andet. Menneskelige handlinger må derfor i sagens natur pege tilbage til gud.
Thomas Aquinas
Italienske filosofi Thomas Aquinas (1224-1274)(præget af Aristoteles). For ham var den naturlige lov, den der præger hele skaberværket helt central. 
Mennesket har en kerne der stemmer overens med guds vilje fordi mennesket tager del i den naturlige lov
Han er optaget af det ondes problem. "gud er algod, almægtig og alvidende, må ondskab i verden skyldes fraværet af eller manglen på noget"
Det er derfor Thomas' pointe, at det er menneskets eget frie valg, der gør det i stand til at modsætte sig gud og gøre ondt. Derfor har mennesket selv mulighed for at vælge.
I forhold til antikken siger man, at etikken i denne tid virkelige bliver gjort kristen. 

Dydsetikken - gruppe 4

Dydsetikken - forklar hvordan dydsetikken kommer til udtryk i dag:

Dydsetik: man indoptager nogle dyder som bliver en del af ens personlighed - ikke gøres af pligt.

-Løgnen i sig selv, det at lyve for at opnå ting: f.eks. Penge, ses ofte i dagligdagen, vi kender det fra os selv. Forskellige kulturer gør forskellige ting i forhold til dydsetik, da de etiske regler og moralen kommer i 2. række, ville dydsetikkeren ikke lade disse stå i vejen for et bedre liv. (slaver, vold, løgne, utroskab osv.) Det behøver ikke kun være dårlige ting, det kan også være sandheden hvis det er den der giver adgang til et bedre liv.

Gruppe 4 

Platons etik

Forklar sammenhængen mellem Platons idélære, statslære og etik.
Majbrit, Janne og Pernille. Gruppe 1.

Platon opdelte verden i to; idéernes verden og fænomenernes verden. Han mente ikke at det evige er i den sanselige verden/fænomenernes verden, som er den verden, som mennesket optræder i. Det virkelige findes i den bagvedliggende verden, som er idéernes verden. I idéernes verden, som han betegner som den virkelige verden, kan der heller ikke ske forandringer, ligesom der kan ske forandringer i fænomenernes verden, hvor mennesker bl.a. kan ældres og dø.

Platons etik fokuserer på fornuften. Den ideale verden/virkelige verden kan nemlig ikke sanses – den er kun tilgængelig for fornuften.

Det er filosofferne, der i høj grad har indsigt i idéernes verden. Filosofferne bør altså være dem med den højeste status i samfundet, da de er de ledende i samfundets definition på, hvad det gode er. Man kan sige at filosofferne var normsættere. 

Den aristoteliske etik (Dydsetik)

Mennesker opnår det gode liv ved at foretage forskellige handlinger som er til gode for sig selv og andre.
Det ikke kun målet, men også rejsen som kan betyde noget for det gode liv. Det gode liv = lykke

Aristotiles mener også at man opnår lykken ved at lykkes som et menneske. Han mener man kan blive et bedre menneske ved at udføre forskellige dyder såsom gavmilhed, ærlighed, modighed, retfærdighed og andre. Det er ikke nok at du selv syntes du lykkes, men du skal også kunne lykkes for andre mennesker.