David Hume imod Designargumentet

David Hume mente at designargumentet var forkert. Folk konkluderede at der var en designer på alt, i og med at de gjorde dette, så linkede de gud til naturen. Det var, ifølge David Hume, at skabe en sammenligning ude af proportioner. Altså at linke’ noget uendeligt(gud) med noget endeligt(naturen).

David Hume var empirist, som betød at han ikke troede på forudbestemte meninger og viden. Hume mente altså ikke at man kunne tænke sig til viden, han mente derimod at mennesket opbyggede viden igennem simple indtryk, hvoraf mennesket kunne udlede en ide, der senere kunne blive en sammensat ide eller erfaring. Hume mente at mennesker havde oplevet simple idéer eller indryk af gud, og deraf sammensatte idéer inde i deres hoved. Dette betød, ifølge Hume, en fantasifremstillet gud, og derved også en fantasifremstillet teori omkring designargumentet. Hume var dog også så stærk en empirist, at han på hans sidste dage blev stærk skeptiker af alt. Han mente at alt kom ind igennem sanserne, og derved kunne mennesket ikke konkludere noget uden at det var subjektivt. 

Hume brugte i øvrigt Induktions-problemet til at argumentere imod designargumentet. Med induktions-problemet mente Hume, at selvom man har set en masse hvide svaner, så kan der godt eksistere sorte svaner. Med dette mener Hume selvfølgeligt, at trods man hele sit liv har levet i troen på designargumentet, og der ikke fandtes andre forklaringer på dette tidspunkt, så mente han altså at der kunne være en forklaring at finde. 

- Kenneth Kristensen & Søren Knudsen

Newtons syn på forholdet mellem videnskab og religion

Newton havde et helt andet syn på videnskab og religion i forhold til deister som Voltaire og Paine, som fandt i videnskabens beskrivelse af naturens lovmæssigheder ammunition til at angribe teologien og de religiøse institutioner.

Newton havde med sin mekanik vist, at man igennem videnskaben kunne beskrive de kræfter, der holdte universet sammen/stabilt.

Hans så hans videnskab som et bevis på, at universet var guddommeligt designet og stadig havde behov for Gus hjælp, for at det skulle være én enhed. Newton var nemlig tilhænger af et voluntaristisk teologisk standpunkt- her mente han at Gus handlemuligheder var ubegrænset, og ikke behøvede at overholde logikkens eller naturens love.

Naturlovene beskrev blot den måde Gud havde valgt, at verden skulle virke på.

Med hans religiøse overbevisning havde han indgået selve motivationen for hans arbejde med den mekaniske beskrivelse af universet. Han ser blandt andet i hele solsystemets opbygning designerens hånd (Gud).  Da det er designeren som har valgt, at vi skal havde én sol som lys kilde og varme. For Newton implicerede den mekaniske beskrivelse af solsystemet Guds kontante virke i verden, som er et langt mere teistisk standpunkt. Årsagen hertil var at solsystemets stabilitet var uafklaret på en række punkter. Han menter ikke, at det for mekanikken afgørende begreb kraft udelukkende var en iboende egenskab ved stoffet. OG derfor krævede en udefrakommende tilførsel af kraft for at sikre universets stabilitet. Derudover mente han, at planterne mistede fart, når de passerede gennem universet, og derfor krævede planterne også løbende tilførsel af kraft og 'finjustering'.

Det havde ikke været Guds ønske, at verden skulle være selvopretholdende.

Newton mente ikke, at hans videnskab undergravede religionen, men han havde ligefrem haft 'øje for sådanne principper, der kunne virke for velovervejede folks tro på Gud' 

Deisme og teisme i forhold til designargumentet

Designargumentet går ud på, at fordi verden fremstår som skabt med intelligens, orden og skønhed, må der stå en guddommelig designer bag. Designargumentet blev blandt andet af naturteologer brugt til at overbevise publikum om Guds eksistens og egenskaber – især ved at hente eksempler fra den fysiske og biologiske verden (selv den mindste detalje er præget af et guddommeligt design).

Ateisme	Afvisning af Guds eksistens.
Deisme	Troen på eksistensen af en Gud, der har skabt verden, men som ikke griber ind i dens gang.
Teisme	Troen på eksistensen af en Gud, der har skabt verden, og som fortsat opretholder den og virker i den.

Deisterne troede altså, at efter Gud havde skabt/designet universet, så virkede den af sig selv uden hans indblanding. Guds rolle reduceredes til at være skaber af naturen og dens lovmæssighed. Intet andet. For videnskaben afslørede, at naturen styres af evige naturlove.
Dette blev et problem for kirken og dens rolle som autoritet. For hvis Gud ikke fandtes i alt, så blev kirken fremstillet som en overflødighed.

I modsætning til deismen, så troede man i forhold til teismen, at Gud stadig havde en indgriben i verdens gang efter skabelsen. Gud har altså en væsentlig rolle – også i menneskers m.fl. daglige tilværelse. Dette giver kirken en større vigtighed i samfundet og styrker dens rolle som autoritet.