Newtons syn på forholdet mellem videnskab og religion

Newton havde et helt andet syn på videnskab og religion i forhold til deister som Voltaire og Paine, som fandt i videnskabens beskrivelse af naturens lovmæssigheder ammunition til at angribe teologien og de religiøse institutioner.

Newton havde med sin mekanik vist, at man igennem videnskaben kunne beskrive de kræfter, der holdte universet sammen/stabilt.

Hans så hans videnskab som et bevis på, at universet var guddommeligt designet og stadig havde behov for Gus hjælp, for at det skulle være én enhed. Newton var nemlig tilhænger af et voluntaristisk teologisk standpunkt- her mente han at Gus handlemuligheder var ubegrænset, og ikke behøvede at overholde logikkens eller naturens love.

Naturlovene beskrev blot den måde Gud havde valgt, at verden skulle virke på.

Med hans religiøse overbevisning havde han indgået selve motivationen for hans arbejde med den mekaniske beskrivelse af universet. Han ser blandt andet i hele solsystemets opbygning designerens hånd (Gud).  Da det er designeren som har valgt, at vi skal havde én sol som lys kilde og varme. For Newton implicerede den mekaniske beskrivelse af solsystemet Guds kontante virke i verden, som er et langt mere teistisk standpunkt. Årsagen hertil var at solsystemets stabilitet var uafklaret på en række punkter. Han menter ikke, at det for mekanikken afgørende begreb kraft udelukkende var en iboende egenskab ved stoffet. OG derfor krævede en udefrakommende tilførsel af kraft for at sikre universets stabilitet. Derudover mente han, at planterne mistede fart, når de passerede gennem universet, og derfor krævede planterne også løbende tilførsel af kraft og 'finjustering'.

Det havde ikke været Guds ønske, at verden skulle være selvopretholdende.

Newton mente ikke, at hans videnskab undergravede religionen, men han havde ligefrem haft 'øje for sådanne principper, der kunne virke for velovervejede folks tro på Gud'