Deisme og teisme i forhold til designargumentet

Designargumentet går ud på, at fordi verden fremstår som skabt med intelligens, orden og skønhed, må der stå en guddommelig designer bag. Designargumentet blev blandt andet af naturteologer brugt til at overbevise publikum om Guds eksistens og egenskaber – især ved at hente eksempler fra den fysiske og biologiske verden (selv den mindste detalje er præget af et guddommeligt design).

Ateisme	Afvisning af Guds eksistens.
Deisme	Troen på eksistensen af en Gud, der har skabt verden, men som ikke griber ind i dens gang.
Teisme	Troen på eksistensen af en Gud, der har skabt verden, og som fortsat opretholder den og virker i den.

Deisterne troede altså, at efter Gud havde skabt/designet universet, så virkede den af sig selv uden hans indblanding. Guds rolle reduceredes til at være skaber af naturen og dens lovmæssighed. Intet andet. For videnskaben afslørede, at naturen styres af evige naturlove.
Dette blev et problem for kirken og dens rolle som autoritet. For hvis Gud ikke fandtes i alt, så blev kirken fremstillet som en overflødighed.

I modsætning til deismen, så troede man i forhold til teismen, at Gud stadig havde en indgriben i verdens gang efter skabelsen. Gud har altså en væsentlig rolle – også i menneskers m.fl. daglige tilværelse. Dette giver kirken en større vigtighed i samfundet og styrker dens rolle som autoritet.