David Hume imod Designargumentet

David Hume mente at designargumentet var forkert. Folk konkluderede at der var en designer på alt, i og med at de gjorde dette, så linkede de gud til naturen. Det var, ifølge David Hume, at skabe en sammenligning ude af proportioner. Altså at linke’ noget uendeligt(gud) med noget endeligt(naturen).

David Hume var empirist, som betød at han ikke troede på forudbestemte meninger og viden. Hume mente altså ikke at man kunne tænke sig til viden, han mente derimod at mennesket opbyggede viden igennem simple indtryk, hvoraf mennesket kunne udlede en ide, der senere kunne blive en sammensat ide eller erfaring. Hume mente at mennesker havde oplevet simple idéer eller indryk af gud, og deraf sammensatte idéer inde i deres hoved. Dette betød, ifølge Hume, en fantasifremstillet gud, og derved også en fantasifremstillet teori omkring designargumentet. Hume var dog også så stærk en empirist, at han på hans sidste dage blev stærk skeptiker af alt. Han mente at alt kom ind igennem sanserne, og derved kunne mennesket ikke konkludere noget uden at det var subjektivt. 

Hume brugte i øvrigt Induktions-problemet til at argumentere imod designargumentet. Med induktions-problemet mente Hume, at selvom man har set en masse hvide svaner, så kan der godt eksistere sorte svaner. Med dette mener Hume selvfølgeligt, at trods man hele sit liv har levet i troen på designargumentet, og der ikke fandtes andre forklaringer på dette tidspunkt, så mente han altså at der kunne være en forklaring at finde. 

- Kenneth Kristensen & Søren Knudsen